Klinikpersonalets Uddannelsesdag
Vi er glade for igen i 2026 at kunne byde velkommen til Klinikpersonalets Uddannelsesdag, som er blevet til i et samarbejde mellem PLO-E, PLA og de faglige organisationer HK/Privat, DSR og dbio.
Vi starter dagen med en fællessession, hvor det overordnede tema er "Mænds helbred: Mandens fysiske og mentale helbred".
Når du tilmelder dig, har du derudover mulighed for at vælge 2 af 6 valgfrie sessioner:
- Manden som patient i lægehuset
- Arbejdsmiljø og trivsel
- Forhøjet kolesterol - fedtfattige fordomme og fuldfede fakta
- Allergi i almen praksis - hvad er hvad?
- Overgangsalder – hvordan hjælper vi kvinderne bedst?
- Søvn i almen praksis - forståelse, rådgivning og balance.
De seks sessioner kører både formiddag og efter frokost, så du kan vælge to forskellige. Vær opmærksom på, at når du har valgt sessioner, er det desværre ikke muligt at ændre på beslutningen efterfølgende.
I Kolding og Snekkersten slutter dagen af med en fællessession, hvor oplægsholder Rikke Østergaard introducerer dig til den nyeste forskning omkring social intelligens, og hvordan vi mennesker smitter hinanden med vores følelser og humør med fordraget ”Befri Preben … og få en fest på arbejdet igen” - et endeligt opgør med unødvendig stress, brok og alt det, der dræner vores energi i hverdagen”.
I sit helt nye foredrag sætter Rikke fokus på, hvordan vi kan minimere smitten og befri vores egen og hinandens indre Preben fra den negative smitte - og derved få mere energi og arbejdsglæde. Foredraget er også et opgør med work-life-begrebet. Arbejdslivet skal leves, ikke bare overstås.
Preben-typer og energibalance
Du vil blive præsenteret for flere Preben-typer i foredraget. For en stor del af befrielsen ligger i at forstå, at alle er forskellige, og at vi arbejder og bidrager forskelligt til fællesskabet..
I Rebild slutter dagen af med en fællessession, hvor oplægsholder Christine Feldthaus kommer og leverer det humoristiske foredrag om livs- og arbejdsglæde: Er du tilfreds med lugten i bageriet.
Trænger du til en humoristisk opsang midt i hverdagens hamsterhjul med travlhed både på jobbet og i fritiden? Husker du at stoppe op og grine lidt af en verden, der forandrer sig konstant? Og hvor du er i afvikling, hvis du ikke er i udvikling? Er det altid de andres skyld, at det ikke rigtigt kører for dig, eller kan du selv optimere din livs- og arbejdssituation, hvis du virkelig sætter alt ind på det? Få nogle skarpe bud fra frk. So F***ing Special på, hvordan livet her i andedammen måske kunne blive lidt mere værdsat. Og få nogle provokerende spark til at komme videre, hvis noget har sat sig på tværs i dit univers.
Vi glæder os til at se dig til en spændende og inspirerende dag.