Godt med ambitioner – men vi har brug for handling

Af Wendy Sophie Schou, forperson for Yngre Læger

Det er positivt, at Danske Regioner i deres udspil ”25 veje til bedre lægedækning” anerkender behovet – og deres eget ansvar - for en langt mere offensiv og opsøgende rekrutteringsindsats af læger.  Mange af forslagene kender vi, for de flugter med det, Yngre Læger længe har peget på: At rekruttering ikke bare handler om stillingsopslag og gode intentioner, men om en konkret, lokal tilstedeværelse, formidling af muligheder og dialog om individuelle løsninger med et reelt engagement i lægernes arbejdsliv, worklife-balance og lægernes individuelle udviklingsmuligheder.

Det er også glædeligt at se, at ideerne i det, vi i Yngre Læger kalder prioriterede hoveduddannelsesforløb, er tænkt ind i regionernes udspil. Det samme er muligheden for at lade KBU-læger starte i hold, bygge bedre bro til universiteterne og sikre tættere samarbejde med kommuner og forskningsmiljøer. De prioriterede hoveduddannelsesforløb er et nyt initiativ fra Yngre Læger og et godt eksempel på, hvordan man kan tænke nyt, fleksibelt og attraktivt: Det handler ikke om at presse læger ud i bestemte geografier, men om at tilpasse uddannelsesforløb, så de matcher den enkelte læges ønsker og behov – og dermed gør forløb så attraktive, at de rent faktisk bliver besat. Vi foreslår blandt andet fleksibilitet i sammensætningen af forløbene, så lægens egne ønsker om fx rækkefølge og tilknytning til sygehuse kan indgå. Det handler også om bedre mulighed for at integrere forskning og skabe balance mellem arbejde, familieliv og fritid – og om faglige miljøer, man har lyst til at blive en del af.

Vi ved, at rekruttering virker – både på den korte og den lange bane. Det gælder også for en faggruppe, der er mobil, ambitiøs og drevet af faglighed.

Derfor er vi også allerede i gang med at folde modellen om de prioriterede hoveduddannelsesforløb ud i praksis. Vi har haft konstruktive møder med Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen, og vi taler lige nu med de enkelte regioner om, hvordan vi i fællesskab kan etablere de første prioriterede forløb. Det kræver ikke nye regler, men vilje og samarbejde – og begge dele ser vi heldigvis tegn på.
Men selv med de gode takter i dialogen, rejser det stadig et vigtigt spørgsmål: Hvad venter regionerne egentlig på?

For det her er ikke ny viden. Vi har i årevis opfordret arbejdsgiverne til at tage rekruttering alvorligt – og ikke kun tale om det som et strukturelt problem, men også tage ansvar for den i praksis. Alligevel viser vores undersøgelse, at kun hver femte yngre læge oplever, at regionerne aktivt forsøger at tiltrække dem. Det tal må være pinligt for enhver arbejdsgiver. Hvis regionerne virkelig mener det her alvorligt, må vi se handling – ikke flere rapporter.

Der er dog også dele af Danske Regioners udspil, der er skudt helt ved siden af. Fx idéen om først at skulle "fylde hullerne uden for de store byer" op, før man kan øge antallet af speciallægeforløb. Det er en forfejlet logik og naivt at tro, at man på den måde kan dirigere og flytte rundt med læger imod deres vilje. Manglen på speciallæger er et nationalt problem, ikke et geografisk spil med lukkede pladser og begrænset adgang. Vi har brug for flere speciallæger. Ja, hele sundhedsreformen afhænger faktisk af, at vi har speciallæger nok. Så tanken om at begrænse muligheden for at uddanne nok speciallæger, fordi man håber på, at det vil udfylde hullerne de steder, hvor der mangler læger, holder ikke. Og det er stik modsat tanken bag de prioriterede hoveduddannelsesforløb. 

Hvis man vil have læger til at søge mod de mindre sygehuse og tyndere befolkede egne, kræver det fagligt attraktive miljøer, gode uddannelsesmuligheder og arbejdsliv med mening. Det handler om at skabe noget, man faktisk har lyst til at blive en del af – ikke om at lukke døre andre steder og håbe, at folk så vælger det, der er tilbage.

Der er rigtig mange gode idéer i spil. Mange af dem er endda allerede afprøvet i mindre skala og med gode resultater. Derfor er det på tide, at regionerne går fra plan til praksis. Drop det nølende og centralistiske fokus – og vis i stedet, at I faktisk vil rekruttere de læger, I så længe har talt om, I mangler.

Indlægget er bragt i Altinget den 2. maj 2025