Gå til indhold

Læger: Forlig for statens område sikrer lønstigninger og mere frit valg ved OK26

Nyhed Yngre Læger FAS Overlægeforeningen

Der er netop indgået forlig om nye overenskomster i staten, der bl.a. sikrer generelle lønstigninger på 6,37 procent de næste tre år. Aftalen indeholder desuden en ambitiøs familiepakke og en ny fritvalgsordning, som giver yderligere 0,81 procent, som man kan vælge at få udbetalt løbende.

Efter intense forhandlinger med Finansministeriet er der indgået en overenskomstaftale for de 200.000 ansatte i staten. Ud over lønnen sikrer aftalen bedre mulighed for at passe syge børn, mere betalt barsel og en helt ny fritvalgsordning, der bl.a. giver mulighed for flere seniordage og en helt ny fridag til ansatte mellem 41 og 61 år.

Yngre Læger og Overlægeforeningen er tilfredse med aftalen:

”Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at indgå en aftale, som indeholder både lønstigninger og flere nye elementer til brug i alle faser af arbejdslivet,” siger Yngre Lægers forperson Wendy Sophie Schou.

Og Overlægeforeningens formand fortsætter:

”Jeg er tilfreds med, at det er lykkedes at indgå en aftale, der sikrer reallønnen. Mærkbare lønstigninger har været vores medlemmers vigtigste krav til overenskomsten, og det er jeg meget tilfreds med, at vi har fået,” siger Susanne Wammen.

OK26 skaber bedre rammer for familier

Yngre Lægers forperson hæfter sig ved, at OK26 på statens område indeholder en række nybrud:

”OK26 giver bedre mulighed for at skabe balance i arbejdslivet og indeholder en ambitiøs familiepakke, som både giver mere barselsorlov og sikrer mulighed for barnets 3. sygedag med løn. Jeg glæder mig også over, at det fremover ikke længere tæller som barns 1. sygedag, hvis man bliver ringet hjem til et sygt barn. Alt i alt giver OK26 næsten en fordobling af muligheden for at holde fri for at passe syge børn,” siger Wendy Sophie Schou.

Overlægeforeningens formand er ligeledes glad for fritvalgsordningen:

”Den nye fritvalgskonto er en klar forbedring. Den giver os mulighed for flere seniordage, fridage og mere fleksibilitet til at opspare særlige feriedage, som kan lette hverdagen i et travlt arbejdsliv,” siger Susanne Wammen. 

Specifikke forbedringer for læger

Forliget i staten medfører, at overlægerne i Forsvaret for første gang bliver omfattet af en overenskomst. Det hilser Susanne Wammen velkomment:

”Efter mange års kamp er det endelig lykkedes for os at få overlægerne i forsvaret dækket af en overenskomst, så de er sikret ordnede vilkår. Den fremtidssikring er jeg glad for, og den har især stor betydning nu, hvor Forsvaret står overfor markante udvidelser.”

Derudover er Yngre Læger tilfreds med, at militære reservelæger nu også, som alle andre statsansatte læger, får ret til løn under barsel som fratrådte læger.

”I en tid, hvor alle parter er enige om at styrke rekrutteringen, giver det ikke mening, at læger i Forsvaret skulle have dårligere barselsvilkår end alle andre statsansatte læger. Det har været en stor prioritet for Yngre Læger at få fjernet den afvigelse,” siger Wendy Sophie Schou.