OK26: Lønløft til lægechefer
1660 cheflæger og ledende overlæger på landets hospitaler får løftet deres pensionsgivende grundløn med 25.720 kr. årligt (aktuelt niveau).
Det er resultatet af den OK26-aftale for lægelige chefer, som Overlægeforeningen har indgået med Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN). Hertil kommer den generelle lønstigning på 6,27 pct. over tre .år, der er aftalt i det generelle forlig på det regionale arbejdsmarked
Det er første gang siden 2021, at grundlønnen særskilt hæves for cheflæger og ledende overlæger. Derfor er Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, særdeles tilfreds med resultatet:
”Jeg er virkelig glad for, at det denne gang er lykkedes at løfte grundlønnen. Cheflægerne og de ledende overlæger har en utrolig vigtig opgave som ledere på landets hospitaler, ikke mindst nu hvor sundhedsreformen skal føres ud i livet. Det er afgørende, at sygehusene kan rekruttere dygtige lægelige ledere, og det bidrager den nye overenskomst til,” siger Susanne Wammen.
Lønløftet er identisk for ledende overlæger og cheflæger. Det betyder, at ledende overlæger på løntrin 52 stiger 25.270 kr. til 967.048 kr. Grundlønnen for cheflæger stiger til 1.030.085 kr. årligt. Lønstigningen udmøntes fra 1. april 2027.
Aftalen indebærer også, at cheflægerne og de ledende overlæger får nye vagtvilkår på linje med overlæger og speciallæger fra 1. april 2027, når en ny fælles overenskomst for speciallægerne og overlægerne træder i kraft. Det indebærer bl.a. ændringer i vagthonorer og hyppighedsregler. Læs mere her
Cheflægerne og de ledende overlæger får desuden de samme generelle lønstigninger og forbedringer, som Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Akademikerne har indgået forlig om for alle regionalt ansatte.
Det indebærer bl.a. en lønstigning på 6,24 pct. over tre år, en ny regional fritvalgsordning med valg mellem løn, frihed og pension og en familiepakke, der giver bedre vilkår for børnefamilier.
”Med fritvalgsordningen får den enkelte større indflydelse på, hvordan en del af lønnen skal bruges – hvad enten det er til frihed, pension eller udbetaling. Det giver en vigtig frihed til at indrette arbejdslivet efter, hvor man er i livet,” siger Overlægeforeningens formand Susanne Wammen.
Nye seniorvilkår
Overenskomsten indfører – i lighed med den fælles overenskomst for overlæger og speciallæger - en ny seniorbonus med mulighed for fem fridage til alle. Retten til at udtræde af vagt/tjeneste, der indbefatter natten, bevares uændret ved 62/64 år. De 2 ugers frihed for at påtage sig vagt efter 60/62 år erstattes af seniorbonus til alle, når de fylder 63 år. Seniorbonus kan udbetales, indsættes på pensionsordning eller omsættes til fem betalte fridage.